Arbejdsmiljø og sundhed


I Silkeborg Kommune er der stort fokus på sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne.

Et godt arbejdsmiljø er et samspil af de relationer, påvirkninger og vilkår, som vi arbejder under, og som kan bidrage til den enkeltes sikkerhed på kort sigt, samt til vores fysiske og psykiske sundhed på længere sigt. Sikkerhed, sundhed og trivsel er mere end blot fraværet af sygdom og arbejdsskader. Silkeborg Kommune ønsker derfor at skabe bæredygtige arbejdspladser, hvor den enkelte trives og er i stand til at løse opgaverne i en kompleks og foranderlig verden.

Sundhed er når vi oplever fysisk, psykisk og social velbefindende i vores dagligdag. Silkeborg kommune ønsker at bidrage aktivt til, at fremme både den enkeltes og arbejdspladsens sundhed, ved at skabe de gode rammer.

Silkeborg Kommune ønsker at skabe en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, da det er en forudsætning for at medarbejderen kan løse opgaverne optimalt. Silkeborg Kommune tilstræber derfor størst mulig fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse.

Medarbejdere skal ikke udsættes for risici, der kan føre til arbejdsbetingede skader eller fysisk og psykisk nedslidning.

Det er derfor Silkeborg Kommunes mål at:

  • Der skal være balance mellem krav og ressourcer og at målene for arbejdet er klare
  • Medarbejderne føler sig trygge ved at gå på arbejde og ikke udfører arbejde, hvor sikkerheden bringes i fare
  • Antallet af arbejdsulykker og sygefravær forårsaget af arbejdsmiljøet nedbringes
  • Arbejdspladsen bidrager til at øge medarbejderens fysiske og psykiske sundhed

Arbejdsmiljø

Et sikkert og sundt arbejdsmiljø skaber ledere og medarbejdere i fællesskab.

Silkeborg Kommune arbejder strategisk og systematisk med arbejdsmiljøet, sætter tydelige mål og aftaler indsatser for arbejdsmiljøarbejdet i MEDorganisationen.

De overordnede rammer for arbejdsmiljøarbejdet er fastlagt af

  • Lov om arbejdsmiljø
  • Silkeborg Kommunes MEDaftale
  • HovedMEDs overordnede mål og indsatser

Arbejdsmiljøet skal være på dagsordenen på alle niveauer i MEDorganisationen.

  • Ledelsen, MEDorganisationen og arbejdsmiljøgrupperne skal have den nødvendige viden om de gældende regler i arbejdsmiljøloven og Silkeborg Kommunes retningslinjer
  • Der skal på alle niveauer skabes systematik og udvikling i arbejdsmiljøarbejdet
  • Det forebyggende arbejdsmiljøarbejde skal altid tænkes ind som en naturlig og integreret del af alle aktiviteter og beslutninger
  • Ledelsen har ansvaret for at sikre at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
  • Den enkelte medarbejder har ansvar for sin egen og sine kollegers sikkerhed og har pligt til at følge de givne retningslinjer og instrukser for arbejdets udførelse
  • Der skal være fokus på læring af konkrete hændelser til gavn for forebyggelse i hele kommunen
  • HovedMED er ansvarlig for at planlægge og koordinere overordnede indsatsområder for at opnå og fastholde et godt arbejdsmiljø

Silkeborg Kommunes Arbejdsmiljøhåndbog indeholder gældende retningslinjer for arbejdsmiljøorganisationens og MEDorganisationens arbejde. Håndbogen angiver, hvordan arbejdsmiljøgrupperne skal arbejde med arbejdsmiljø og sundhed i kommunen.

Sundhedsfremme
Silkeborg Kommune ønsker at fremme sundheden i hele organisationen og vil derfor:

  • Arbejde struktureret med sundhed på arbejdspladsen og udvikle sundhedsfremmende tiltag
  • Gøre sundhed til en naturlig del af den daglige dialog og motivere medarbejderne til, at styrke egen sundhed – gerne ved lokale trivsels- og sundhedsinitiativer
  • Arbejde med KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion), ud fra de nationale anbefalinger, og tilstræbe at det sunde valg er tilgængeligt i hverdagen på Silkeborg Kommunes arbejdspladser
  • Styrke det tværfaglige samarbejde omkring forebyggelse og sundhedsfremme

Silkeborg Kommunes retningslinjer for sundhedsfremme har til formål at fremme en forebyggende indsats i forhold til medarbejdernes arbejdsmiljø og sundhed.
HovedMED er ansvarlig for at aftale og koordinere den overordnede retningslinje, der skal indeholde konkrete sundhedsfremmeinitiativer.