Alarmer og andre tekniske sikkerhedsforanstaltninger

I kan gøre det lettere at tilkalde hjælp ved at bruge tekniske hjælpemidler fx overfaldsalarmer eller lignende. Det er vigtigt, at de tekniske hjælpemidler I anvender også er brugbare i en tilspidset situation, hvor man fx bliver fastholdt el.lign. Man skal altså let og hurtigt kunne alarmere fx ved tryk på knap og ved alarmering, hvis man bliver lagt ned.

I skal være sikre på, at nødkaldsprocedurer er gennemtænkt, og alle involverede skal være enige i fremgangsmåden. Altså hvem bliver alarmeret ved tryk på overfaldsalarm og hvad gør den eller de, der bliver alarmeret. Som med andre tekniske løsninger er de kun brugbare, hvis de bliver vedligeholdt, og hvis der bliver reageret på nødsignalet. Arbejdspladser, som har behov for at anvende tekniske hjælpemidler, bør drøfte hvad det tekniske hjælpemiddel skal kunne opfylde ift. Jeres behov.

Derudover skal I aftale procedure for:

  • hvordan ledere og medarbejdere skal forholde sig ved alarmering
  • hvordan nye medarbejdere skal introduceres til hjælpemidlerne
  • retningslinjer for brugen af hjælpemidlerne 
  • vedligeholdelse og test, fx af alarmernes funktion.