Forebyggelse og håndtering af stress

I Silkeborg Kommune er vi opmærksomme på det psykiske arbejdsmiljø, herunder stress. Som organisation skal vi blive endnu bedre til at opdage tegn på stress og gøre, hvad vi kan for at forebygge det. Det er et fælles ansvar for ledere, ansatte, kollegaer og MED-organisationen at reducere stressbelastninger på arbejdspladsen og skabe en god trivsel. Silkeborg Kommune accepterer ikke at ansatte udsættes for længerevarende arbejdsbetinget stress, og denne handleanvisning skal ses som et led i indsatsen mod dette.


Hvad kan du gøre for at identificere stress:  

Stress må ikke være tabu eller forklares som en svaghed hos den enkelte. Det er derimod vigtigt, at vi skaber åbenhed og dialog om arbejdsbetinget stress på arbejdspladsen. Det kan gøres på følgende måder:

  • I skal sikre, at arbejdsbetinget stress kommer på dagsordenen til personalemøder og MED-møder. Der kan f.eks. være teams /sektioner/kollegaer som har behov for ekstra opmærksomhed på den daglige trivsel.
  • Det er vigtigt at tale om, hvordan I spotter begyndende stress i teamet/gruppen, og hvad I skal være opmærksomme på hos hinanden?
  • Tal om, hvad I kan og må nedprioritere eller udskyde i de særlige perioder på året, hvor I ved, at I er under ekstra pres.
  • Lav en risikovurdering af de faktorer/forhold i jeres arbejde, som I ved kan stresse jer
  • Følg med i jeres samlede sygefravær-/overarbejde-/afspadserings-/ferie-statistik og vær opmærksomme på, om nogle kolleger har meget overarbejde over en længere periode
  • Analysér ulykkesstatistik og voldsregistreringer
  • Hvert 2. år foretager Silkeborg Kommune en psykisk APV og trivselsmåling, hvor arbejdsbetinget stress indgår. Det kan give jer værdifuld information i forhold til trivsel
  • Stress bør indgå som fast punkt i MUS-, GRUS- og LUS-samtaler
  • Kompetenceudviklingsplanerne kan give et fingerpeg i forhold til, om krav og ressourcer/kompetencer stemmer overens

Hvad kan I gøre for at forebygge stress på jeres arbejdsplads?

  • Vær åbne overfor hinanden omkring arbejdsbetinget stress og find et fælles sprog for de belastninger, I oplever i arbejdet, så de bliver naturlige at tale om  
  • Være opmærksomme på hinandens trivsel og på, hvordan I hver især reagerer på arbejdsbetinget stress. Det er ikke sikkert, man selv er i stand til at bremse op, så derfor er det vigtigt, at kollegerne også er opmærksomme.
  • Giv hinanden lov til at blande sig, hvis I opdager tegn på arbejdsbetinget stress hos hinanden:
    • Ofte har kollegaer til stressramte fornemmet, at noget var under opsejling, men det kan opleves som grænseoverskridende at bemærke, at en kollega har ændret adfærd og virker stresset. Derfor må vi udtrykke os nysgerrigt og omsorgsfuldt – men være modige nok til at få spurgt!
    • Tal om, hvorvidt det er i orden at henvende sig til AMIR, TR eller leder, hvis man er bekymret for en kollega. Hvis I aftaler, at det er ok, er det vigtigt, at I også accepterer, at medarbejderrepræsentanterne må gå videre til ledelsen med informationerne. Det er ledelsens ansvar at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Hvad kan du gøre for at forebygge egen stress?

  • Vær klar over, hvilke opgaver der giver dig energi, og hvilke opgaver der omvendt dræner. Herefter kan du tale med din leder om, hvordan din andel af energigivende arbejdsopgaver øges, og hvordan du får minimeret det arbejde, der tager din energi.
  • Planlæg og prioriter dine arbejdsopgaver sammen med din leder. Det gør det også nemmere at sige fra overfor nye arbejdsopgaver eller få lavet en aftale om, hvornår du har tid til at nye opgaver
  • Lær om stress, stressfaktorer og stress-signaler, så du kan skelne mellem kortvarig stress (hvor du mobiliserer energi og præsterer) og den langvarige stress, som hurtigt skal stoppes igen
  • Bed om hjælp! Gå til din kollega, AMIR, TR eller leder og fortæl, at du har stress-symptomer og brug for hjælp til at håndtere situationen
  • Samarbejd med dine kolleger og din leder om at få situationen bragt i balance. Der kan f.eks. være opgaver, der skal fjernes fra dig, eller der kan være usikkerhed om krav og forventninger. Det er vigtigt, at I hjælper hinanden med at finde de gode løsninger
  • Forhold dig til egne krav og forventninger:
    • Dine egne krav kan skabe stress. Tænk over, om du stiller for store krav til dig selv i forhold til de ressourcer, der er til rådighed.
    • Fokuser på det, du har indflydelse på, og brug ikke unødig energi på ting, du ikke kan påvirke
    • Bidrag til det gode psykiske arbejdsmiljø ved at undgå brok, sladder og anden negativ adfærd, som ødelægger det gode arbejdsmiljø
    • Få klarhed over dine ansvarsområder og din rolle i konkrete arbejdsopgaver
    • Meld ud i tide hvis du oplever uretfærdighed og uklarhed i forhold til f.eks. opgavefordeling. Dermed kan mange konflikter undgås
    • Vær åben om succeser og problemer i din dagligdag
    • Vær hjælpsom og drage omsorg for dine kolleger og leder